Vi har virkelig været spændte på at kunne afsløre denne nyhed i Danmark som lanceres her i løbet af april! Det er nemlig noget ret så genialt, som franske Bioderma har trukket op af hatten; nemlig en fugtgivende mist med faktor 30 i. Den skulle gerne ramme apotekernes hylder i næste uge.
Vi opdagede faktisk “Bioderma Hydrabio Eau de soin SPF 30” (De franske mærker har altid sådan nogle helt vildt mundrette navne der er død-nemme at udtale…. Altså hvis man er fra Frankrig.) i München i efteråret i forbindelse med apoteker-messen “Deutsche Apotheker Tage”. Vi ER jo miljøskadede, så apotekerne i udlandet er altid et besøg værd. Og der stod den. Et produkt vi ikke kunne genkende fra Danmark. Og da vi fandt ud af, hvad det var, måtte den straks med tilbage til Danmark. Og da vi så fik nyheden om, at den også skulle ramme de danske apoteker, ja, så blev vi altså rimelig henrykte.
Vi kan godt sige jer én ting: Det her, det spår vi til at blive en kæmpe succes!
Mia: “Jer, der følger lidt med på bloggen ved, at jeg har en meget creme-forskrækket kæreste, som tit bliver udsat for mine små tests (det var da en sød måde at skrive prøvekanin på, ik’? 😉 ). Han hader, som i HADER solcreme, og jeg har flere gange stået og smurt ham ind som et lille barn (det er jo MIG der vil have, at han har solcreme på, og så er det åbenbart mit job.). Derfor har jeg jo også set denne nye spray som en gylden mulighed for at få manden til at beskytte sin hud. Og det virker. 😉 Selvfølgelig vil jeg ikke anbefale en lille mist som en fuldgyldig solcreme, og det kan godt blive dyrt i længden hvis man skal en uge til Gran Canaria.. Men et par “pift” i ansigtet, i nakken og på halsen herhjemme i solen, eller da vi var i Madrid for nylig, det funker bare perfekt.”
Hvad er det helt præcist?
Mange kender enten til termalsk kildevand på spray eller en anden form for face mist. Det ligner meget det samme, med en spraydyse som puster en fin sky ud, som lægger sig på huden. Og med den kæmpe forskel, at her har vi solfaktor i (og selvfølgelig ikke kildevand). Biodermas nye UV-mist er en del af deres (også nye) Hydrabio-serie, som er den blå linje i Bioderma, som er kendetegnet ved at skulle give ekstra fugt. Læs mere om Hydrabio her.
Det ekstra fugt, som også tilføres via denne mist, kommer af Aquagenium-komplekset, som også er i de andre Hydrabio-produkter. Det fugter huden på to måder, bl.a. ved at aktivere vores egen huds evne til at bevare fugt i cellerne.
Udover UV-beskyttelsen på faktor 30, beskyttes huden også mod oxidation via E-vitamin, som er en kendt antioxidant. Som en ekstra bonus, så kan denne fugtgivende UV-mist også bruges til at fiksere makeup. Det kan alle facial mists som sådan, men det er jo så ikke med UV-beskyttelse. Det betyder jo altså, at solbeskyttelsen bare kan sprayes udenpå makeuppen uden problemer.
Mia: “Jeg bruger normalt Beauty Elixir fra Caudalie som fiksering og fugtgiver/opfrisker, men i sommermånederne har jeg nu fået mig en ny ven. Jeg tænker også, at den kan være super fin at have i tasken til hvis solen pludselig brager ned, og man skal drikke kaffe med en veninde i solen, eller cykle hjem fra job.”
Maria: “Jeg har desværre altid tendens til at få pigmentpletter når solen kommer frem, og bruger derfor altid solcreme med faktor 50, allerede her fra foråret af. Jeg tænker dog, at denne nyhed fra Bioderma, fast kommer til at ligge i min taske, da jeg tit har brug for et “ekstra lag” i løbet af dagen og virkelig ikke bryder mig om, at komme solcreme uden på min makeup. Her vil jeg lige komme ud fra arbede og tænke “Fedt! Solen skinner stadig og så kan jeg lige spraye mit ansigt med solmisten”. Det er virkelig lækkert, og vi har jo begge afprøvet den nu. Som I nok kan høre er vi pænt meget fan, og håber I også bliver det. 🙂
– Apoteksbloggers.
Denne face mist med spf er desværre udgået. Har I et alternativ, som er ligeså godt?
Ja det er så ærgerligt at den er udgået. Firmaet havde mange problemer med at pumpen ikke virkede ordenligt og fik derfor for mange reklamationer. Den var ellers så go’. Vichy laver også en ansigts-mist den er dog med faktor 50 og dufter lidt mere.