Urinvejsinfektion og ubalance i underlivet

I dag vil jeg skrive lidt om en af de “skønne” gener en graviditet kan følge med sig, nemlig urinvejsinfektion.

Som gravid har du en del lettere ved at få urinvejsinfektion, og for mig har det faktisk været rigtig svært at få behandlet med antibiotika. Hver gang min antibiotikakur var slut, gik der ikke lang tid før jeg igen havde infektion. Okay, indrømmet; nogle gange er det altså nemmere at give jer læsere og kunder gode råd, end selv at efterleve dem. Så det er faktisk lidt mærkeligt, at jeg ikke bare begyndte på dette råd noget før, for vi anbefaler jo ofte tranebær til blærebetændelse. Men ja, denne gang lyttede jeg til mit eget råd og kastede mig over Isay’s produkt: “Urinvejsinfektion”.

“Isay Urinvejsinfektion” er kapsler, som kan anvendes til forebyggelse og behandling af lettere, gentagne urinvejsinfektioner (blærebetændelse). Undersøgelser viser, at tranebær nedsætter bakteriers evne til at sætte sig fast på urinvejenes slimhinder. Kapslerne virker ved at Cranberry-Active , danner en fysisk barriere omkring bakterierne, så de hverken kan formere sig eller sætte sig fast på blærevæggen/slimhinderne. Man kan bruge produktet som en behandling, hvor man tager 2 kapsler daglig i 14 dage eller forebyggende, 1 kapsel daglig i 30 dage. Jeg har taget en kur på 14 dage og har så valgt bare at tage en enkelt tablet forebyggede hver dag, og jeg har rent faktisk sluppet helt for blærebetændelse siden. Jeg skal selvfølgelig pointere, at gravide altid skal gå til lægen og få dyrket urinen, ved enhver mistanke om urinvejsinfektion.
Dog er der en mulighed for selv at gøre noget hjemmefra, og forebygge gentagne infektioner. I serien fra Isay findes også en hjemmetest, hvor man selv kan teste sin urin, og måle om man har nitrit, leukocytter og protein i urinen. Den brugte jeg selv en weekend hvor jeg ikke ville ulejlige en vagtlæge, før jeg var helt sikker på det var urinvejsinfektion. Men ja, den test viste mig altså, at der var en årsag til jeg havde så ondt.

Ud over tranebær tager jeg også mælkesyrebakterier. Jeg er ret glad for produktet “Femidur” – her skal kapslerne sluges og ikke bruges vaginalt, og det synes jeg personligt er en kæmpe fordel. Til forskel fra de almindelig mælkesyrebakterier til tarmene, virker disse bakterier vaginalt. De indeholder to mælkesyrebaktieriestammer, der begge er syre – og galderesistente, og kan derfor overleve passagen gennem mavetarmsystemet. Jeg har taget 1 kapsel daglig efter min antibiotikabehandling, for at være sikker på det ikke kom vaginal ubalance efterfølgende.
Når man er gravid, er der jo virkelig, virkelig mange restriktioner, så  man kan jo evt. tale med sin læge inden man også tager mælkesyrebakterier, for at føle sig helt sikker på, at det er OK.

 

Indlægget er som altid ikke sponsoreret, men min egen personlige og faglige vurdering.

– Maria Apoteksbloggers

4 tanker om “Urinvejsinfektion og ubalance i underlivet

  1. conny siger:

    Hej. Tak for et godt svar. Men du skriver,at du er ret glad for Femidur,men Isay produkter,har du også taget kur med. Men i dag tager du Femidur som forebyggende. Hvis man har nemt ved blærebetændelse,og vil undgå baktier,hvad vil du så anbefale. Isay 1 pille daglig,sammen med piller baseret på tranebær.

    • apoteksbloggers siger:

      Hej Conny! Hvis det udelukkende er forebyggelse af blærebetændelse, så er tranebær – altså iSay – løsningen. Femidur er mere til at forebygge vaginale gener efter antibiotika, fx svamp. Mvh Mia

  2. Camilla siger:

    Hej hvis jeg spiser mælkesyre af mærket symbioflor+ har de effekt vaginalt eller kun på tarmene?
    Jeg døjer MEGET med vaginal ubalance (hver måned) og føler jeg har prøvet alt!

  3. apoteksbloggers siger:

    Hej Camilla.

    Symbiflor er kun til tarmene, så har ingen effekt vaginalt. Har du prøvet de mælkesyrebakterier der hedder Femidur og taget dem i længere tid? Der er også nogen der tager dem i forbindelse med deres menstruation, fordi det oftest er der forekommer ubalance bagefter. Skriv endelig igen. Du kan også skrive privat fra din e-mail adresse til kontakt@apoteksbloggers.dk

    Kh Maria
    – Apoteksbloggers

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.