Myter og fakta: Skal en kuldecreme være vandfri?

Det er vigtigt at beskytte huden ekstra godt, når det er koldt udenfor. På apoteket bliver vi hver dag mødt af kunder, der efterspørger cremer uden vand (eller kuldecremer) til røde vinterkinder. Der har været mange udsagn og “myter” gennem tiden, når vi skal diskutere om vandindhold i produkterne. Men hvad er egentligt sandheden? Hvilke fordele og ulemper er der ved, at anvende cremer med/uden vand? Det får vi lige klarlagt én gang for alle i dagens blogindlæg. Hvorfor tør hud? Okay, for at gøre en lang historie ekstremt kort og simpel, så er huden bygget op af mange lag; Huden er faktisk vores største organ, og den holder på væske. Derfor er hudens yderste lag, epidermis, nærmest 100% vandtæt. Grunden til at epidermis er vandtæt er, at der dannes nogle fedtstoffer, som ligger en slags “film” på huden og danner en barriere. Hvis hudens barriere-effekt nedsættes, fx pga. kulden og den lave luftfugtighed kulden medfører, fordamper der for meget vand fra huden. Herved bliver den tør, og derfor danner vi med en fed creme den barriere af fedt, som huden ikke selv danner i stor nok grad. Hvad skal man vælge? Der findes nogle forskellige typer “salvegrundlag”, som det hedder på fagsprog – det omfatter lotion, creme, salve og pasta, men man bruger altså udtrykkene lidt i flæng – her kommer en forklaring på de udtryk, I kan støde på ude i butikkerne. En lotion (kan også kaldes fx bodymilk eller fluid) er tynd, og indeholder ofte mere vand end en creme. En lotion er derfor god at bruge, hvis huden kun er normal eller lidt tør, og er meget nem at smøre ud. Områder af huden, der er direkte udsat for frost/kulde, bør ikke være smurt med lotion, da lotion slet ikke indeholder nok fedtstof til det formål. En creme indeholder typisk ca. 20-30 %  fedt, hvilket vil sige, at en relativ stor del af cremen stadig består af vand. Fedtindholdet kan dog variere og være højere. Det forholdsvise høje vandindhold gør, at cremen fortsat er let at smøre ud på huden. En fedtcreme har oftest et fedtindhold på ca. 70 % fedt. Det høje fedtindhold har betydning for hudens evne til at gendannes og lægge sig som en barriere, hvilket er vigtigt hvis huden er meget tør. En olie, salve eller en creme uden vand, har et indhold på 100 % fedtstof, og virker derfor ofte klistret og fedtet. Ved brug af disse produkter lægges en hinde på huden, som forhindrer fordampning af vand fra huden. Som hovedregel kan man forvente, at jo mere fedt der er i cremerne, desto sværere er de at smøre ud. Dog kan cremerne indeholde andre hjælpestoffer, som gør det lidt nemmere at fordele.  Hvis der er vand i cremerne, kan huden optage dem, hvorimod cremer uden vand mest vil ”lægge sig som en barriere oven på huden” i stedet for at trænge ind. Hvad anbefaler vi så? Det er altså en myte, at man skal vælge vandfrie cremer! Det er såmænd rigtig nok, at et lavt fedtindhold (og dermed højt vandindhold) kan give frostskader på kinderne, hvis man smører det på, mens man er udenfor eller lige inden man går ud. Det vand som endnu ikke er trukket ind i huden eller er fordampet, kan evt fryse til is og give frostskader. Du kan sagtens anskaffe dig en fedtcreme, da indholdet af vand er minimalt. Det vand der er i, er fordampet fra huden efter ca. 20 min, og derfor skal man bare huske at påsmøre den i god tid inden man går ud, så vandet er fordampet. Vi vil fx anbefale dig Decubal Lipid creme, som er 70% fedtstof eller Dermalog Skin-cure (som endda er AllergyCertified og har 63% fedtstof). Hvis du vil have en creme uden vand til kinderne, så gå efter en kuldecreme. Evt Niche kuldecreme eller ceridals fedtcreme. Vores bedste råd Vælg en fedtcreme med 70 % fedtindhold og smør 20 min før du går ud af døren og smør den gerne inden sengetid på de tørre kinder. Køb evt også en creme uden vand til at have liggende til mere “akut” brug når man er udendørs. De vandfrie cremer trænger ikke ned i huden på samme måde, og derfor er det vigtigt at vide at de ikke “giver næring” nede i huden men fungerer perfekt som en barriere på det meget kolde dage. Hvornår er de vandfri cremer gode? Til børn, når man ikke har tid til at vente 20 min. med at gå ud – eller til daginstitutionen. Ved længere ophold ude i minusgrader – håndværkere f.eks.når det blæser meget, og huden har brug for en decideret barriere mod vinden. Hvis man har ekstremt sart hud og tendens til karsprængninger ved frostgrader, er det også fint. – Apoteksbloggers

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.