AllergyCertified – den nye internationale “blåstempling” af produkter

new-logo111

I vores hverdag på apoteket, er et af de vigtigste kriterier for vores kunder, at produkterne de køber skal være sikre at bruge. De ønsker (selvfølgelig) lavest mulig risiko for at udvikle allergi af et produkt. Langt hen ad vejen ser forbrugerne efter Kemiluppen eller symboler på produkterne, fx Svanemærket eller Astma-Allergi deklarering – der findes faktisk mange forskellige certificeringer et produkt kan opnå. På det danske marked er Astma-Allergi mærket et vigtigt symbol, når der ønskes produkter der er testet fri for problematiske stoffer.
Det nye mærke man skal kigge efter, bliver efter vores overbevisning også “AllergyCertified”-mærket.

Hvad er AllergyCertified?
AllergyCertifed er stiftet i Danmark i 2014 af to danske ildsjæle, Lene og Ewa, som begge har en baggrund i Astma-Allergi Forbundet. Tanken bag AllergyCertified er, at udvikle et internationalt logo/mærke, der hjælper forbrugerne over hele verden med at vælge produkter uden “fy-fy” stoffer. De mærker vi kigger efter i Danmark på nuværende tidspunkt er desværre ikke internationale, og derfor skal producenterne søge om godkendelse af produkterne i alle de lande de sælges i (såfremt de ønsker at få mærker på). Det er en dyr og omstændig proces, og derfor kan vi virkelig se et stort potentiale i AllergyCertified – deraf deres slogan “One world – One label”.
Når et produkt er certificeret af AllergyCertifed, er der meget lav risiko for at forbrugeren udvikler kontaktallergi, som er en af de oftest forekommende kroniske sygdomme. Der kigges nemlig ikke kun på indholdsstofferne, men også på, hvad råvarerne kan have været i kontakt med inden de når ud på fabrikken – det er meget unikt! En af stifterne, Ewa, er toksikolog, hvilket i korte træk betyder, at hun har en bred viden om giftige stoffer, deres virkning osv. Hun kigger både på indholdsstoffer og koncentrationer af disse – her adskiller AllergyCertified sig markant fra fx Kemiluppen, som ikke differentierer ud fra mængden af et stof i produktet. Mange indholdsstoffer er jo harmløse i små koncentrationer, mens store koncentrationer kan være noget skidt.
Der certificeres alt fra hårprodukter, hudprodukter, luseprodukter, makeup, bleer, vådservietter og neglelak. Du kan finde en komplet liste over de certificerede produkter på http://allergycertified.com/. AllergyCertifed er jo nogle rimeligt nye spillere på banen, så det er indtil videre begrænset, hvor mange produkter du ser deres blå mærke på, men vi spår at det bliver “fremtidens” mærke at se efter.

-Apoteksbloggers

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.