Arp i hårbunden på din lille baby? Se her, hvad du kan gøre!

Arp i hårbunden på babyer er fuldstændig normalt, og heldigvis også ufarligt. Det skal dog fjernes, især fordi det kan blive ret slemt.

I øjeblikket  er der ekstremt mange, der kommer og søger råd og vejledning omkring arp hos deres små babyer. I dag giver vi vores bedste bud på, hvad du kan gøre for dit barn med arp.

Hvad er arp?
Arp er en samling af døde hudceller som opstår ved en overproduktion af talg (fedt) i huden. Det er typisk placeret på hovedet, men kan også brede sig til ansigtet og sjældnere tilfælde andre steder på kroppen. Jo hurtigere arp behandles, jo hurtigere forsvinder det – hvis du ikke gør noget ved arpen, kan det udvikle sig til store tykke hvid-gullige lag/skorper, og de kan være noget mere bøvlede at slippe af med.
Mange nybagte mødre er lidt påpasselige med, hvor meget de vil gøre og behandle på deres børn, men her skal man altså ikke være bekymret – det er bare om at komme i sving 🙂

Hvordan fjerner man arp?
Det er heldigvis ikke så forfærdelig svært at fjerne arp, især ikke hvis man tager det i opløbet.
1. Som en start anbefaler vi at bruge olie eller evt. en fedtcreme/vaseline, som smøres godt og grundigt ind på arpen for at blødgøre skorperne. Lad det sidde i nogle timer eller evt. natten over hvis det er slemt (vi har læst, at man kan bruge en bomuldshue ud over, så der ikke er fedtet over det hele om morgenen, men det er selvfølgelig en smagssag). Herefter skal du forsigtigt “kratte” arpen løs med en arpkam/tættekam. Du skal ikke være nervøs for at fjerne arp på den bløde plet på hovedet, den kan godt holde til det. Det kan godt virke lidt voldsomt at sidde og hive klistrede skorper af på sådan et lille menneske, men det er helt normalt, og huden må gerne være rød bagefter – det er OGSÅ normalt. Der må dog ikke være sår.
Der findes et nyt produkt på markedet, der hedder Dermicin Arp Serumspray, som kan bruges til arp. Vi har endnu ingen erfaringer med det, men det er i hvert fald også en mulighed at prøve af. Hvis du har prøvet det på din baby, hører vi meget gerne fra dig med dine erfaringer! 🙂
2. Er det noget genstridigt arp, der bare stædigt bliver siddende på trods af oliekure og gode intentioner? Frygt ej, for der er altså noget du kan bruge til de der tykke skorper, der ikke rykker sig. Vi har god erfaring med Ducray Kelual Emulsion , som løsner og fjerner døde hudceller. Desuden virker den beroligende på rød og kløende hud. Den skal på i et generøst lag, og sidde i minimum et kvarters tid. Derefter kan du begynde at fjerne opløst arp. Behandlingen skal sandsynligvis gentages nogle gange, men det er der også nok til i tuben. (Ps. Vær lige sikker på du køber den rigtige. Der er også en anden creme fra Ducray der hedder Kelual DS, og det er ikke – vi gentager: IKKE – det samme;-))

Efter du har fjernet arpen fra din baby, skal håret/issen vaskes ren for alt det fedtede stads du har puttet i. Det gøres ved at putte babyshampoo i håret FØR VAND, masser det ind, og skyl derefter med vand. Hvis du putter vand i håret først, preller det bare af pga. alt fedtstoffet.
For at forebygge arp, siges det, at man kan massere babys hoved hver dag med et håndklæde.

– Apoteksbloggers

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.