De der små øv-knopper på overarmene kan bekæmpes!

De der små øv-knopper på overarmene kan bekæmpes!

For en uges tid siden var jeg til jubilæum på min gamle folkeskole. og jeg talte med min gamle skoleveninde – vi kalder hende “A”. Vi talte om, at jeg ikke er så vild med at vise armene frem i ærmeløse toppe, og det fortalte hun mig, at hun heller ikke selv kunne lide. Hun er en smuk og meget slank pige med flotte og stærke arme og ben, så det kunne jeg naturligvis ikke forstå. A fortalte mig, at hun døjer med de her små knopper på overarmene, som hun ikke kan lide at vise frem; “Hvad gør man egentlig ved sådan noget?”, spurgte hun. Og jeg svarede: “Man spørger selvfølgelig Apoteksbloggers!” 😉
Vi har imidlertid utroligt mange – især kvinder – på apoteket, som spørger efter noget til dette problem, og det kan forekomme i alle aldre. For nogle viser tilstanden sig også i ansigtet og på lår. Derfor tænkte jeg, at jeg ville lave et lille indlæg om det!

Hvad er det?
Knopperne viser sig som små, oftest rødlige knopper, og kan faktisk ved nærmere inspektion godt ligne små bitte bumser eller talgknopper. Dog vil der oftest være tale om en tilstand der hedder Keratosis Pilaris, som opstår pga. tørhed. Tørheden gør, at hård og tør hud sætter sig som propper i de små hårsække vi har i huden.
Mange vil opleve, at knopperne forsvinder eller mindskes om sommeren, og det skyldes simpelthen, at huden typisk ikke er særlig tør om sommeren i forhold til om vinteren.

Rigtig mange prøver alverdens underlige ting for at bekæmpe det, inkl. mig selv før jeg blev farmakonom; jeg skal da gerne indrømme at jeg har stået og smurt Basiron (håndkøbslægemiddel mod akne) på armene. Det var klart ikke en succes 😉
Nu ved jeg heldigvis, at det skyldes tørhed, og intet har med akne at gøre.

Hvad kan man så gøre?
Som du nok kan gætte, så er det vigtigt at få fugtet huden hver dag. Men hvis det skal gå hurtigt og være effektivt, har apoteket nogle produkter, som kan bruges: Det vigtigste er at få opløst propperne af hård hud, og til det formål anbefaler jeg Avene Akérat creme, som har tre forskellige peelende ingredienser (altså ingredienser som opløser tør og hård hud), og det er carbamid (også kendt som urea), mælkesyre og salicylsyre. Cremen kan også bruges på tørre og ru fødder, på tørre albuer og andre meget tørre områder. Win-win!
Hvis du vil gå all the way, så kan du skrubbe huden flere gange ugentlig, men huden kan godt være lidt følsom, så jeg vil anbefale at bruge en Konjac Sponge til kroppen, som mikro-eksfolierer hudens overflade. Konjac Sponges er naturlige rensesvampe, som er tilsat forskellige typer ler, afhængig af hvad effekten skal være. På billedet er der en rød Konjac Sponge, men som udgangspunkt kan du bruge en hvilken som helt farve – afhængig af din hudtype. Så kan du også bruge den på resten af kroppen, og det er altså bare skønt! Den røde er fx tilsat rødt ler, som er perfekt til moden og tør hud.

Jeg håber I får bugt med de trælse knopper, så ingen behøver at gemme arme og ben væk.
Har du selv gode råd? Så kommentér endelig herunder!

– Mia, Apoteksbloggers

Del:

Comments

  1. Tina Nellemann Bansmann Says: september 22, 2016 at 8:27 am

    Fedt med et indlæg og rådgivning omkring det her emne. Godt tænkt

  2. Virkelig god rådgivning, Tak! 🙂

    Kan man også bruge cremer med salicylsyre i, i ansigtet cystic akne? Og i så fald hvilke?

    Mvh Eva

    • apoteksbloggers Says: november 30, 2017 at 8:47 am

      Hej Eva. Tak for positiv feedback! salicylsyre er en rigtig god og gennemtestet ingrediens til uren hud. Hvis du har cystisk akne, altså med store og betændte bumser, så bør du konsultere en hudlæge. “Rigtig” cystisk akne kan som udgangspunkt ikke behandles med almindelige cremer til uren hud. Du kan evt sende et billede af din hud på vores facebookside eller på kontakt@apoteksbloggers.dk, så kan vi se om vi tror salicylsyre vil have en effekt.
      Mange hilsner Mia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *